Velkommen til LIVSKRAFT i mennesker og organisationer.
Og hvorfor så LIVSKRAFT? Fordi jeg i mit arbejde som virksomhedskonsulent og psykologisk rådgiver, møder alt for mange mennesker, der kæmper en daglig kamp for at ”overleve” dagen. Symptomerne er forskellige, afhængig hvordan den enkeltes personlighed reagerer i medgang og modgang, men fælles for dem er, at de er i ubalance. En usund og unaturlig tilstand der kræver alt for meget energi for at holde balancen/(masken) så dagligdagen fungerer, hvilket betyder at der ikke er overskud til at ændre på ”tingenes tilstand” - så det kan kun blive værre. For nogle er det en voldsom belastning, at dagligdagen på jobbet ikke fungerer tilfredsstillende eller at familielivet er kaos og parforholdet på lavt blus. I dag anvendes ofte betegnelsen stress for psykiske problemer, uden at vi reelt kender problemet eller årsagen. Ofte er det kun adfærds symptomerne vi ser, årsagerne til at de opstår, er kun delvist bevidst, derfor behøver de fleste inspiration og hjælp, for at få indsigt i de følelser og tanker der får dem til at gøre, det de gør. Dette personlige arbejde skaber LIVSKRAFT, der giver det enkelte menneske troen på sig selv, til at kunne overvinde modgang og forhindringer på livets vej, mod sine mål og succeser. Det gælder både i privatlivet og i arbejdslivet.
Mange hilsener
Vagn Kirkeskov
Hvad er LIVSKRAFT?
LIVSKRAFT er den fællesmængde af positiv energi der dannes af vore følelser og hvad der har betydning for os, sammen med vores tanker og forestillinger om det liv vi ønsker at leve, og ikke mindst de beslutninger og handlinger der manifesterer vores adfærd til at leve VORES liv. I privatlivet har vi kærligheden som den dominerende positive følelse og familien med børnene, der har den største betydning. På jobbet har vi vores ambitioner som den stærkeste følelse, som anvendes på det har størst betydning for os, f.eks. karrieren, det kollegiale fællesskab, årets resultat eller interessante arbejdsopgaver.
For at vi kan skabe LIVSKRAFT, må vi koble vores indre følelser med vores tankekraft til at tænke, reflektere, forestille, være kreative og ”skabe” den fremtid og det liv vi ønsker os. Hvis der skal ske noget nyt i vores liv, må vi ud af den spændende tankeverdenen og manifestere vores tanker i den fysiske verden, derfor er det nødvendigt at træffe beslutninger og handle. Det liv vi har i dag, er konsekvensen af vores tidligere beslutninger og handlinger (eller mangel på samme), og det vil livet fremover også være!
LIVSKRAFT i mennesker
Mennesker der stråler af LIVSKRAFT er sunde mennesker i balance, og det kommer til udtryk i deres adfærd, i deres kommunikation og hele deres væren. De har overskud til sig selv og andre, de er afklaret med sig selv og livet og lever ud fra deres dybe følelser og kvaliteter, de er nærværende og hviler i sig selv. De erkender deres behov, for at være ægte tilstede som den de føler, de er. De accepterer det de møder, uden at vurdere og dømme, og har viljen, modet og paratheden til at udfordre og konfrontere sig selv.
LIVSKRAFT giver selvværd. Selvværd kan enkelt udtrykkes som ”éns egne tanker om sig selv”. Tankerne er éns egne konstruktioner, de stammer fra én selv, og er individuelle og personlige. Kernen af at føle, at man er noget værd, og at man fortjener at få dækket sine behov og have det godt, skal helst være så godt cementeret, at man hele tiden er i stand til at holde fast i sit eget værd og sine rettigheder.
Udvikling af LIVSKRAFT Vi arbejder med at skabe LIVSKRAFT i mennesker gennem et personligt arbejde, baseret på psykoterapi eller evt. coaching alene, men ofte i en dynamisk kombination. Fordelen ved psykoterapien er, at vi kan arbejde med de følelsesmæssige bindinger eller blokeringer der ligger i fortiden, og skabe den indsigt i personligheden, vi mener, er afgørende for at man i voksenlivet kan skabe det liv, man ønsker. (Læs mere under Personlig Psykoterapi og ErhvervsPsykoTerapi) Den coachende tilgang anvender vi, når der med udgangspunkt i NU’et, skal skabes og gennemføres konkrete handlinger. (Læs mere under Life Coaching og Business Coaching)
LIVSKRAFT i organisationer
Organisationer med LIVSKRAFT er skabt af ledere og medarbejdere med LIVSKRAFT. Det der typisk kendetegner disse organisationer, er høj medarbejdertilfredshed, højt motiverende arbejdsmiljø, høj medarbejderloyalitet, stor gennemsnitlig grad af selvledelse, coachende lederadfærd, stor fleksibilitet, stor interesse for leder- og medarbejderudvikling, stor interesse for velfærd og social trivsel. Disse virksomheder og organisationer tiltrækker ledere og medarbejdere der enten har LIVSKRAFT eller er midt i en personlig udviklingsproces, som yderligere vil blive stimuleret af at arbejde i denne type af organisationer.
”Virksomheder i vækst skabes af mennesker i vækst” er påvist af flere undersøgelser, og mange af de faktorer der har vist sig at have betydning, kan direkte relateres til elementerne i LIVSKRAFT. LIVSKRAFT kommer fra leder og medarbejdere med personlige ambitioner, stor grad af selvledelse, evnen til at træffe effektive beslutninger, motivationen til at føre dem ud i livet og lysten til at samarbejde, og det skaber DRIVKRAFT til at nå mål og resultater over gennemsnittet. Mennesker der skaber succes udvikler følelsen af stolthed, at jobbet giver mening og at de er værdsat. Intet er mere motiverende og energigivende.
|